Tal med børn om kriser uden at gøre dem bange

Tal med barnet, før det hører det fra andre. Sig kort hvad der sker, hvad I gør ved det, og hvem der passer på dem. Svar på det, der bliver spurgt om, ikke mere. Brug konkrete ord i stedet for vage, og slut altid med en handling: hvad I har derhjemme, og hvad I gør, hvis noget sker.

Hvorfor samtalen ikke kan springes over

Børn opfanger langt mere end vi regner med. De hører radioen i bilen, ser overskrifter på en telefon, og de hører voksne tale sammen i køkkenet. Hvis de ikke får en forklaring fra dig, laver de deres egen. Og den er som regel værre end virkeligheden, fordi den bygger på brudstykker.

Samtalen handler ikke om at gennemgå trusselsbilledet. Den handler om at give barnet tre ting: en enkel forklaring, en oplevelse af at de voksne har styr på det, og noget konkret de selv kan gøre.

Denne guide handler udelukkende om samtalen. Det praktiske udstyr til familier med små børn, bleer, mad og medicin, er samlet i tjeklisten til nødberedskab for familier med små børn.

Har du brug for rådgivning om et barn, der er vedvarende utrygt, tilbyder Børns Vilkår en forældrerådgivning, og Psykiatrifonden har materiale om børn og angst. Røde Kors udgiver desuden materiale om, hvordan familier kan tale om beredskab.

De fire grundregler

1. Vær den første kilde

Tag samtalen, når du selv er rolig og har tid, ikke lige inden sengetid og ikke midt i en nyhedsudsendelse. En almindelig aften ved køkkenbordet er et bedre tidspunkt end det øjeblik, hvor noget faktisk sker.

2. Svar på spørgsmålet, ikke på alt det du ved

Hvis et barn spørger "kan der komme krig i Danmark?", er det ikke en invitation til en gennemgang af sikkerhedspolitik. Svar kort, og lad barnet stille det næste spørgsmål. Børn doserer selv, når de får lov.

3. Brug konkrete ord

"Der kan ske noget alvorligt" er mere skræmmende end "strømmen kan gå i et par dage". Det vage får fantasien til at arbejde. Det konkrete kan barnet forholde sig til og bruge.

4. Slut altid med en handling

Enhver samtale om noget utrygt bør ende et sted, hvor barnet gør noget: tænder lommelygten, viser hvor vandet står, eller lærer sin egen adresse udenad. Handling er det, der gør forskellen mellem bekymring og beredskab.

Aldersopdelt: hvad du kan sige

3 til 5 år

Små børn tænker konkret og her og nu. Hold det til det, der berører deres egen dag, og undgå tidsperspektiver.

Formuleringer du kan bruge:

• "Nogle gange går strømmen. Så bliver det mørkt, og så tænder vi lommelygterne. Vi har dem her i skabet, kan du se?"
• "Mor og far har tænkt over det. Vi har vand og mad nok, og vi bliver sammen."
• "Det er mit job at passe på dig. Det er ikke din opgave."

Sådan svarer du på "kan der ske noget slemt?":

"Nogle gange sker der noget, hvor voksne skal hjælpe. Men vi har lavet en plan, og vi kender vejen ud. Skal vi gå den igennem sammen?"

Undgå: tidsangivelser som "det sker aldrig", som du ikke kan holde, og detaljer om ulykker eller krig.

6 til 9 år

Nu begynder børn at spørge til årsag og virkning, og de sammenligner med det, klassekammeraterne siger. De kan rumme mere, men de har brug for at vide, at det er de voksne, der handler.

Formuleringer du kan bruge:

• "Der er nogle ting, som samfundet forbereder sig på. Ligesom vi har røgalarmer, selvom det næsten aldrig brænder."
• "Hvis strømmen går i lang tid, har vi vand, mad, radio og lys. Vil du være med til at tjekke, om vi mangler noget?"
• "Du må gerne spørge mig om alt. Hvis jeg ikke ved svaret, siger jeg det, og så finder vi ud af det sammen."

Sådan svarer du på "min ven siger, der kommer krig":

"Jeg forstår godt, at det er noget, I taler om. I Danmark forbereder man sig på mange ting, også ting der sandsynligvis ikke sker. Det er derfor, der findes sirener og en beredskabsplan. Vi har også vores egen plan herhjemme."

Undgå: at afvise det, kammeraterne har sagt, som noget vrøvl. Det lukker samtalen. Anerkend, og sæt derefter proportioner på.

10 til 12 år

Børn i denne alder søger information selv og støder på nyheder uden voksne til stede. Her flytter samtalen sig fra tryghed til forståelse og kildekritik.

Formuleringer du kan bruge:

• "Hvor har du set det henne? Lad os se på, hvem der har skrevet det."
• "Der er forskel på, hvad der kan ske, og hvad der sandsynligvis sker. Myndighederne planlægger for det første, og det er derfor, det lyder alvorligt."
• "Vil du være med til at bestemme, hvad der skal i vores nødtaske? Du kender selv bedst, hvad du skal bruge."

Sådan svarer du på "hvorfor forbereder I jer, hvis der ikke sker noget?":

"Fordi det er billigt at være forberedt og dyrt at lade være. Vi bruger ikke tid på at være bange, vi bruger en eftermiddag på at have tingene i orden."

Undgå: at love, at der aldrig sker noget. I denne alder gennemskuer de det, og så mister resten af det, du siger, værdi.

13 år og opefter

Teenagere har adgang til de samme kilder som dig, ofte flere, og ofte de dårligste. Behandl dem som samtalepartnere og giv dem ansvar.

Formuleringer du kan bruge:

• "Hvad har du set om det? Jeg vil gerne høre, hvad du tænker, før jeg siger, hvad jeg tænker."
• "Hvis mobilnettet er nede, mødes vi her. Kan du huske det uden telefon?"
• "Du er gammel nok til at have et ansvar i vores plan. Vil du have opgaven med lys og batterier?"

Undgå: at bagatellisere. Teenagere reagerer bedre på ærlighed end på beroligelse, og de opdager, når man pynter.

Tre fejl, der gør samtalen sværere

At udskyde den, til noget sker. Den dårligste tid at introducere et emne på er midt i en sirene. Tag den på en almindelig tirsdag.

At tale hen over hovedet på dem. Hvis du diskuterer nyheder med din partner i køkkenet, mens barnet sidder i sofaen, har du allerede taget samtalen. Bare uden barnets deltagelse og uden en afslutning.

At lade nyhedsstrømmen køre. Gentagne billeder af den samme hændelse kan for et barn opleves som mange hændelser. Sluk, og opsummer selv i stedet.

Gør beredskabet til noget, barnet er med i

Det, der flytter mest, er ikke ordene. Det er, at barnet oplever at være med.

• Giv en fast opgave. Yngre børn kan have ansvar for lommelygterne. Større børn kan tjekke udløbsdatoer, som vi gennemgår i guiden om udløbsdatoer.
• Hold en øveaften. Sluk for strømmen en aften, spis kold mad, spil kort med pandelampe. Det gør en strømafbrydelse til noget kendt i stedet for noget ukendt. Der er flere ideer i 10 ting du skal have klar til en strømafbrydelse.
• Lær dem de tre ting udenad: deres egen adresse, en forælders telefonnummer og hvor familien mødes. Det tager en uge med gentagelse over aftensmaden.
• Vis planen. Et A4-ark på indersiden af skabslågen med mødested og telefonnumre gør planen virkelig. Se beredskabsplan for familien.
• Forklar sirenerne, før de lyder. Sirenevarsling afprøves fast, og Beredskabsstyrelsen beskriver, hvad signalet betyder, og hvad man skal gøre: gå indenfor, luk vinduer, lyt til DR.

Når barnet fortsat er utrygt

Nogle børn slipper ikke emnet igen, og det kan vise sig som søvnbesvær, mavepine, klængethed eller mange gentagne spørgsmål. Her er det rimeligt at søge hjælp frem for at gætte.

Tal først med sundhedsplejersken, skolen eller egen læge. Børns Vilkår driver ForældreTelefonen, hvor du kan tale med en rådgiver om, hvordan du griber det an, og Psykiatrifonden har rådgivning og materiale om børn og bekymring. Der er ingen grund til at vente på, at det går over af sig selv, hvis det fylder i hverdagen.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor gammel skal et barn være, før man taler om kriser?

Der er ingen fast alder. Hvis barnet spørger, er det gammelt nok til at få et svar, tilpasset i længde og ordvalg. Er barnet under seks, kan du holde dig til det praktiske: mørke, lommelygter og at I bliver sammen.

Skal jeg fortælle, at jeg selv er bekymret?

Du må gerne sige, at du synes, det er alvorligt. Du skal ikke gøre barnet til den, der trøster dig. Formuleringen "jeg synes også, det er trist, og derfor har vi lavet vores plan" giver plads til følelsen og lukker den samtidig af med noget konkret.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kender svaret?

Sig det. "Det ved jeg ikke, men vi finder ud af det" er et godt svar, og det lærer barnet, at usikkerhed kan håndteres. Find derefter svaret sammen på en pålidelig kilde.

Bliver børn ikke bange af at øve evakuering?

Ikke hvis det gøres roligt og gentages sjældent. Børn bliver typisk mere trygge af at kende rutinen, ligesom med brandøvelser i skolen. Kald det en øvelse, hold den kort, og slut med noget hyggeligt.

Hvor meget nyhedsdækning kan et barn tåle?

Der findes ikke et tal, men for de fleste yngre børn giver det mening at holde løbende nyhedsstrøm slukket og i stedet opsummere selv én gang. Ældre børn har gavn af, at I ser det sammen og taler om det bagefter.

Hvordan taler jeg om noget, der sker et andet sted i verden?

Sæt geografi og afstand på, brug et kort, og forklar hvad Danmark gør. Slut med det nære: "Vi bor her, vi har vores plan, og du er ikke i fare." Undgå at love, at intet nogensinde kan ændre sig.